om Kirsten Spliid Pedersen

Arkitekt Kirsten Spliid Pedersens Rejsefond

 

Om Kirsten Spliid Pedersen

 

I sine forelæsninger fortalte Kirsten skarpt og præcist om byernes og byplanlægningens historie, altid fornemt illustreret af rigt billedmateriale.

 

Hun var en aldrig svigtende vejleder ved tegnebordene, gav sig tid til at lytte, satte sig grundigt ind i problemerne og gav konkrete råd og svar. Hun var ikke til fals for modeluner. Sammen med de studerende tog hun fat i komplicerede opgaver, der stillede arkitekturen, indlevelsen og refleksionen på spidsen.

 

Kirsten var kendt af skolens studerende og personale for sin samvittighedsfulde arbejdsindsats, venlige væsen og beskedenhed.

 

På de mange studieture var Kirsten en utrættelig inspirator. Stod ofte tidligt om morgenen for - ikke mindst i Rom - at indfange arkitekturen i kammerats optik i de rette belysninger uden bylivets forstyrrende aktiviteter.

 

Ikke blot byernes by Rom, fascinerede Kirsten, andre verdensdele havde også en magisk virkning og tiltrækningskraft.

 

I 1972 mødtes Kirsten med en gruppe interesserede studerende fra arkitektskolen med henblik på at begynde et nøjere studie af mayaernes bygningskunst. I forbindelse med dette blev de interesserede i at finde en Maya landsby, der havde haft mindst mulig kontakt med det øvrige Mexico. De ønskede at få et dybtgående kendskab til mayakulturen og håbede at kunne opmåle en landsby og derigennem erhverve sig viden om meget tidlige måder at bosætte sig på.

 

Gennem hjælp og velvillig støtte fra bl.a. Gertrude Duby Blom, enke efter den danske opdagelsesrejsende Franz Blom, lykkedes det gruppen med Kirsten som dynamisk leder at planlægge og gennemføre (1973) rejsen til og et ophold i Naja, en Lacandon landsby i Chipas, Mexico. Resultatet af denne rejse kan man få et indtryk af i bogen ”Naja en Lacandonlandsby”, som Kirsten sammen med de studerende skrev og fik udgivet af Arkitektskolen i 1974.

I et tæt tværfagligt samarbejde med ledelsen og medarbejdere på psykiatrisk Hospital i Risskov udviklede Kirsten banebrydende projekter omkring de sindslidendes oplevelse af arkitektur, hvilket også medførte en bogudgivelse.

Kirsten engagerede sig i Danske Arkitekters Landsforbund, og med sit bundhæderlige væsen var hun i mange år et skattet medlem af Optagelsesnævnet.

Ældreproblematikken havde Kirstens store interesse gennem de senere år, først blev teorier og metoder udviklet gennem fælles forskningsprojekt og derefter fortsatte prøvningen i praksis med forsøgs- og udstillingsprojekter.

 

Til det sidste var Kirsten optaget af at tilegne sig viden og havde stor glæde ved at formidle denne viden til andre, der viste interesse for arkitektur, arkitekturens udvikling gennem tiderne og nye tendenser.

Kirsten havde et stort ønske om at andre unge studerende kunne få mulighed for at rejse, se andre kulturer og gennem dette møde udvikle arkitekturen.

Kirsten besluttede derfor at testamentere en sum penge til dette formål.